Feministen får som fortjent

Søgende spejder jeg rundt i lokalet. Umiddelbart er jeg den eneste mand, der er kommet alene for at overvære foredraget. Der sidder nogle enkelte kønsfæller rundt omkring i salen, men deres kastrerede adfærd afslører, at de er blevet slæbt med herhen af deres mager med feministiske tilbøjeligheder.

Jeg skammer mig sgu sådan på mit køns vegne, når jeg ser mænd – hvilket jeg knapt nok vil kalde dem – som dem. Deres neurotiske og robotagtige bevægelsesmønstre. Deres stive led. Deres evigt flakkende blikke. Deres usikre latter. Deres over-pleasende adfærd, hvor de forsøger at tilfredsstille væsener, der aldrig nogensinde lader sig tilfredsstille, så længe de får, hvad de tror, de vil have – nemlig mænd, hvor alle kanter og manddom er filet ned til roden. Alt ved de vatpikke foragter jeg.

Retter igen blikket mod scenen. Havde jeg været døv, havde foredraget, jeg overværer, været sublimt. Det, der møder min synssans, fejler nemlig ikke noget.

På scenen står en slank, lyshåret kvinde iført sort nederdel og en stramtsiddende hvid T-shirt.

Nederdelen fremhæver på fornem vis hendes fine hofteparti, mens T-shirten til fulde yder hendes fine bryster retfærdighed. Hendes armbevægelser er hele tiden en smule overgjorte, som om hun kompenserer for et eller andet.

Hendes øjne er smukke, men der er nu alligevel et vækstpunkt ved disse. Under hele foredraget har de nemlig båret på et fortørnet udtryk, rummet en harme, som ikke klæder dem, en forargelse ja, som end ikke forlader dem, når hun smiler eller griner.

Faktisk gyser jeg en smule, hver eneste gang hun slår sin skræppende latter – som lyder lidt som en krage, der skriger – op. Den er så unaturlig og forceret, at jeg forundres over, hvorfor hverken hun eller hendes medsøstre er i stand til at afsløre hendes bluff, når hun og de hører denne; afsløre at hun spiller en anden, end hun inderst inde er, at en stor del af de holdninger, som hun ytrer, ikke er født i hendes eget sind, men direkte adopterede fra bøger skrevet i arrigt menstruationsblod af forsmåede kvinder i febervildelse, som hun inderst inde – hun er ikke selv bevidst om det – er uenige med.

Mig snyder hun dog ikke. Jeg er nemlig en sand mester til at afkode folk og gennemskue, hvorvidt et menneske fortæller en løgn eller giver mig sandheden. Afkodningen af den slags ligger i de små detaljer. Et tic ved det ene øje, en beskeden, men unaturlig bevægelse med en tommelfinger, en marginal ændring af vejrtrækningen og så videre.

Det er ikke, fordi hele foredraget indtil nu har været en lang parade af budskaber og holdninger, som hun inderst inde ikke selv køber ind på. Der har været mærkesager i blandt, som hun – også i sit indre – troede – og tror – fuldt og fast på, og det samme gjorde – og gør – jeg. Eksempelvis agiterede hun længe for, at mænd og kvinder skal have ligeløn. Her var der intet ubevidst tell, der afslørede et bluff.

Det har der dog været mange andre gange. Hendes tell er det samme hver gang. Når hun med stor stemmekraft og tilstræbt overbevisning siger noget, som konflikter med noget dybt i hendes indre, vifter hun lidt pandehår til siden med sin venstre hånd. Det er med garanti ikke noget, hun selv er bevidst om, at hun gør; men det sker. Hver gang.

Lige nu er hun i færd med en tirade om giftig maskulinitet. Min indre bullshit-sirene hyler, som så jeg et afsnit TV-shop. Efter hver anden sætning, som hun råber ud med voldsom kraft – formentlig for desperat at overbevise sig selv om sandhedsværdien af ordene, hun inderst inde tvivler på – løfter hun per automatik sin venstre hånd og vifter lidt pandehår til siden. Også selvom det sidder præcist, som det skal. For det gør det. Hun er nemlig åbenlyst forfængelig ud over alle grænser.

”Når en succesfuld mand i en magtfuld position inviterer en ung, smuk nyansat kvinde op på sit hotelværelse, og de ender med at dyrke sex, er det magtmisbrug. Faktisk vil jeg kalde det en tenderende voldtægt,” råber hun opildnet, hvorefter hun holder en pause på tre-fire sekunder for at maksimere effekten af det kontroversielle ordvalg.

”Jeg kalder det tenderende voldtægt, fordi den kvindelige nyansatte ikke har nogen chance for at sige nej! Qua mandens magtposition føler den stakkels kvinde sig forpligtet til at føje ham på enhver måde for ikke at ødelægge sine karrieremuligheder. Manden er nemlig i en position, hvor det er ham, der styrer, hvorvidt kvinden får lov at stige i graderne. Det er klamt, forfærdeligt og et perfekt eksempel på den giftige maskulinitet, der hersker anno 2020.”

Jeg kæmper for ikke at tage mig til hovedet… 

Det er en alt, alt for ensidig fremstilling af et så nuanceret område. Det er ren fornægtelse af kvinders indre driftsliv, når hun fordømmer mænd, der via magt – det kan være på et fysisk plan såvel som et psykisk – får kvinder til at underkaste sig, og lader som om, at kvinderne ikke opnår nogen som helst form for nydelse og seksuel frisættelse ved at indtage en underdanig position. Hun fornægter jo fuldstændig seksualitetens mekanismer for sit køn, hvilket jeg nok skal få bevist over for hende senere.

Jeg lader mit blik forlade den indignerede skønhed, der indtager scenen, og retter det i stedet mod tilhørerne. De fleste sidder med trancelignende blikke vendt mod scenen. Nogle enkelte har blanke øjne, som havde de lige overværet Mozarts symfoni nummer 40 i G-mol for første gang.

Styr jer nu for fanden!

Lad for helvede da være med at købe ind på den løgn, som selvbedrageren manipulerende spyr ud over jer forsvarsløse stakler. Acceptér i stedet jeres indre vilddyr, og forlig jer med, at I tiltrækkes og begæres af skæve magtforhold, at tilstedeværelsen af en alfahan får det til at drive fra jeres stramme fisser, og at de mest himmelske orgasmer først kommer, når I med dæmonisk vildskab slipper den billige luder, som I alle gemmer på, løs.  

Efter foredraget…

Til lyden af latter fra fire kvinder løfter jeg et champagneglas mod munden og tager en stor slurk, samtidig med at de fire kvinder med nysgerrige øjne følger enhver bevægelse, jeg gør.

De otte øjne ser mig herefter sætte glasset fra mig i en rolig, glidende bevægelse på det lille runde bord, som vi er samlet om. Bordet er beklædt med en nystrøget dug i uskyldens farve, hvid. Jeg sætter glasset så blidt, at man fristes til at tro, at indholdet af det er frossent. Champagnen bevæger sig nemlig stort set ikke, da foden af glasset møder bordet. Til højre for glasset ligger mit sæt falske bilnøgler med et Mercedes-logo pegende opad.

Jeg trækker let på skuldrene, smiler skævt og siger: ”Nå, de damer. Det har været hyggeligt at lære jer at kende. Dejligt, at I nød det fantastiske foredrag lige så meget, som jeg gjorde, men jeg er desværre nødt til at smutte. Har et møde med Amnesty her om en times tid, hvor vi skal lægge en slagplan for, hvordan vi bedst muligt hjælper nødstedte kvinder, der er blevet mishandlet, i Nigeria.”

Kvinden ved siden af mig lægger sin hånd på mit håndled, kigger mig dybt i øjnene og siger flirtende: ”Hvor er du bare et fantastisk menneske altså. Det er virkelig sejt, men altså, så efterlader du jo fire nødstedte danske kvinder, der kommer til at længes efter en fantastisk mands opmærksomhed, vil du være det bekendt?”

De tre andre kvinde ved bordet griner, mens de nikker for at tilkendegive, at de er enige i, hvad deres medsøster netop har sagt.

Jeg stemmer i med et grin og siger: ”Ja, det kan vi heller ikke have. Hm, hvad skal vi gøre ved det..? Nu forholder det sig heldigvis sådan, at jeg er chef for den afdeling, der har til opgave at formulere netop den slagplan. Måske lidt uskyldigt magtmisbrug kan forsvares her? Måske kan jeg udskyde mødet med en lille hvid løgn, så jeg bliver i stand til at håndtere den pludseligt opståede kritiske situation her, hvor fire smukke, betagende kvinder risikerer at stå helt uden mandligt selskab og føle sig nødstedte. Det kan vi nemlig heller ikke have.”

Det var nærmest grinagtigt, hvor opstemte de fire kvinder blev, da jeg brugte ordene ’chef’ og ’magtmisbrug’. Åbenlyst gik de ord lige i trusserne på dem. Med en lillepigestemme siger den en af kvinderne på en sygeligt fjantet måde: ”Ej, ja. Det skal du gøre. Berig os stakkels nødstedte kvinder med endnu mere mandligt selskab.”

”Som de befaler, de damer,” siger jeg og nikker, hvorefter jeg vender på en tallerken og går væk derfra, mens jeg fisker mobilen op ad lommen og lader, som om jeg taster et par cifre ind på denne.

Jeg forlader receptionsrummet og kommer ud i en gang, hvor jeg er ganske alene. Jeg går et par skridt henad gangen, indtil jeg befinder mig omkring 5 meter fra døren til et stort handicap-toilet. Selvom jeg er alene, spiller jeg løgnen helt ud. Derfor løfter jeg røret op til øret, smører mit ærme ned, så mit falske Rolex-ur kommer til syne og giver mig i kast med at lade, som om jeg taler i telefon.

Den veldrejede foredragsholder har indtil dette tidspunkt gået fra bord til bord og minglet lidt med sine tilhørere. På intet tidspunkt har jeg værdiget hende et blik. Ganske bevidst og overlagt. Bedre end de fleste kender jeg nemlig kvinders natur. Derfor overrasker det mig da heller ikke det fjerneste, da hun tilslutter sig mit selskab ude på gangen cirka 30 sekunder efter, at jeg indtog disse lokaler. Hun prøver at få mødet til at se tilfældigt ud, men jeg ved bedre.

Jeg smiler til hende, mens jeg peger på telefonen med min frie hånd og trækker på skuldrene for at vise min beklagelse over, at hun må vente lidt på, at jeg kan dedikere hende min fulde opmærksomhed.

”Går det ubeskåret til børnene? Det er vigtigt for mig,” siger jeg. Jeg tøver et par sekunder for at gøre skuespillet realistisk, hvorefter jeg siger: ”Jamen så vil jeg gerne donere 50.000 kroner. Kan I ikke bare sende et girokort på Mads@novonordisk.dk?” Igen indlægger jeg en lille pause, hvorefter jeg afsluttende siger: ”Ja, det er helt perfekt. Tak for det,” og lader herefter, som om jeg lægger på.

Foredragsholderen forsøger at skjule sin fascination af mig, men det går ikke særligt godt. Hendes øjne funkler, og hendes bryst hæver sig og falder hurtigt og urytmisk, hvilket afslører, at min tilstedeværelse kraftigt påvirker hendes vejrtrækning.

Det er tydeligt, at hun ikke har gennemtænkt situationen, for hun står bare og kigger en smule fortabt på mig uden at sige noget. Efter et par sekunders tavshed siger jeg: ”Hvad så?” og smiler. Hun smiler tilbage. Det er første gang, at jeg oplever hendes blik renset for forargelse. Det forargede islæt er i stedet blevet erstattet af lystfuldhed.

Jeg ved godt, hvad der kommer til at ske. Lige nu er det egentlig bare kattens leg med musen for mig.

Jeg tøver udelukkende med mine handlinger, fordi jeg ønsker at gøre situationen akavet, ønsker at udstille hendes hykleri, ønsker at vise at hun blot er et lille viljeløst væsen, der venter på en anden – en viljestærk, magtfuld mand – tager affære og giver hende det, som hun ønsker, men som hun ikke tør tage.

Ingen af os slipper øjenkontakten. Sekunderne går. 10. 20. 30. 40. Det må være nok, tænker jeg, og gør en bevægelse frem mod hende som en hanløve, der nærmer sig sit bytte.

Hun bliver stående samme sted, men krummer sig mere og mere sammen, desto tættere jeg kommer på hende. Nu står jeg lige foran hende. Min højre hånd anbringer jeg i skridtet på hende. Fortsat bevarer vi begge øjenkontakt. Venstre hånd anbringer jeg på hendes højre balle og klemmer lidt til. Jeg fjerner højre hånd fra hendes skridt og anbringer også denne på hendes røv. Med mine hænder trækker jeg hende tæt ind mod min krop, så hun kan mærke min store stive pik.

Jeg løfter herefter højre hånd op til hendes baghoved. Stadigvæk øjenkontakt. Hendes øjne udstråler en blanding af frygt, liderlighed og fascination. Jeg presser hendes hoved mod mit og kysser hende intenst. De første sekunder er hun en anelse modvillig. Ikke over for mig, men over for hende selv. Det giver god mening, tænker jeg. Hun lader sig jo forføre af det, som hun udadtil foragter. Den giftige mandlige maskulinitet.

Da vi har snavet i ti sekunder, griber jeg fat i hendes arm og trækker hende med ud på det store handicap-toilet, der befinder sig få meter fra os.

Jeg smækker døren efter os og låser denne. Løfter hende op på bordet ved siden af håndvasken. Flår mine bukser af, så mit store stive lem peger direkte ud i luften mod hende. Hun bryder øjenkontakten, som vi nærmest har haft konstant indtil da, og kigger ned.

Hun kæmper en indre kamp, hun vil ikke give mig den fornøjelse at bekende, hvor imponeret hun er over min størrelse, og hvor meget synet af min pik får liderligheden til at piske rundt i hendes indre, men nuancerne i blikket kan ikke skjule sandheden. Hun er forventningsfuld og tændt som aldrig før.

Jeg trækker hendes nederdel op over lårene, så hendes lille sorte g-streng kommer til syne. Vifter den til side, og uden den mindste form for forspil trænger jeg dybt op i hendes våde fisse. Hun giver et lille hvin, som hun forsøger at farve med antydninger af frustration og vrede, men den hopper jeg ikke på. Jeg kan genkende auditiv nydelse, når jeg hører den. 

Jeg trækker mig næsten helt ud af hende for herefter at støde hårdt og langsomt i bund på hende. Det gør jeg omkring ti gange. 

Undervejs forsøger hun flere gange at fremstamme noget. Måske forsøger hun at bede mig om at stoppe, fordi det, hun involverer sig i, strider imod det, som hun har bildt sig selv ind, at hun står for, strider imod alt det, som hun så helligt prædiker til hendes dumme tilhørere, men på intet tidspunkt lykkes det hende at ytre mere end en s-lyd, og efter mit tiende hårde, dybe stød i hendes drivvåde fisse, kan hun ikke længere tæmme sit indre vilddyr. 

Ti stød. Ikke mere skulle der til for at transformere hende fra den hellige madonna, som hun spillede på scenen, til den hedonistiske sexgale skøge, som hun inderst inde er, men i så lang tid har undertrykt.

Hun griber målrettet hårdt fat i mine brede skuldre og begynder at bevæge sine hofter rytmisk. Hendes vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere. Hyppigt driver der et støn fra hendes læber. Det kommer helt inde fra kernen af hendes lystcenter, fornemmer jeg.

Tempoet i hendes bevægelser intensiveres. Der går ikke lang tid, så er det faktisk hende, der knepper mig og ikke omvendt.

Jeg smiler ved synet af skønheden, der lader lysterne overmande sig, og som glemmer sin egen forfængelighed og omverdenen. Vi har ikke længere øjenkontakt. Hun gemmer nemlig sine øjne bag sine øjenlåg. Af og til skærer hun en smule ansigt og smiler sporadisk, når mit lem rammer hendes mest følsomme områder.

Mit sind flyder over med glæde. Det er lykkedes mig at vise hende sandheden, at vise hende hvem hun inderst inde er, når over-jeg’et ignoreres, og id’et får nøglerne til kontroltårnet.

Hykleriet udstilles her i den lystfulde kropslige sammensmeltning. Den magt, som hun fornægtede at være tiltrukket af, sugede hende ind i liderlighedens boble, og herinde lykkedes det hende at vende magtforholdet om, da åbenbaringen ramte hende: Jeg må sommetider være den mest magtfulde for at opnå maksimal nydelse. Andre gange må jeg være underdanig.

Lige nu er det hende, der har roret i liderlighedens skib med kurs mod Orgasmekøbing. Jeg yder intet. Står blot helt stille, mens hun bruger min gudepik til at opnå midlertidig lykke og åndelig frisættelse.

”Knep mig hårdere,” hvisker hun stønnende, og jeg adlyder. Bevæger mine hofter i takt med hendes. Hun er langt fra den første feminist, jeg viser lyset.

Jeg er en erfaren herre, der præcis ved, hvad der skal til for at løfte en sådan strigle op på nydelsens sky.

”Kan du lide, at jeg tager dig, din billige luder?” spørger jeg hende i et dominerende tonefald. ”Ja, jeg elsker din enorme stive pik,” stønner hun. Vi intensiverer vores bevægelser med hofterne, og jeg bestræber mig på at gøre alle stød dybe, hvilket hun tydeligvis kan lide. ”Yeah, knep mig!” skriger hun dyrisk.

Mens jeg fortsætter mine vuggende hoftebevægelser, læner jeg mig lidt frem og bider hende først blidt i halsen og herefter øret, hvorefter jeg hvisker: ”Kom for mig, din lille ludertæve.” 

På det tidspunkt er der ingen rest af den indignerede feminist, der en time forinden havde forbandet magt og giftig maskulinitet, i hende. Kun hendes lystfulde sind er i kontakt med hendes legeme, og dette sind er lydhør over for min ordre, der besvares med dybe støn og en rystende krop, der afslører, at hun netop er ankommet til Orgasmekøbing.

At se hende blive overmandet af orgasmen tænder mig voldsomt og slipper mit indre vilddyr løs. Jeg griber hårdt fat om hendes hofter og penetrerer hende hurtigere og endnu dybere end før, mens jeg mærker hendes fisse krampe om min pik. Efter nogle få stød opsluges også jeg af orgasmens hvirvelstrøm og forsvinder i 30 sekunders ren nydelse, hvor jeg fylder hendes stramme fisse med mine væsker.

Som orgasmen aftager, vender jeg tilbage til virkeligheden, hvor jeg finder min tunge, trætte krop liggende ind over hendes ækvivalente.

Jeg tager en dyb indånding, samler kræfter til mig, rejser mig op og trækker mig ud af hende. I begyndelsen er hendes blik taknemmeligt, men pludselig får hendes over-jeg brudt lydmuren til hendes sind, og blikket skifter karakter og bliver mere opbragt og indigneret. Præcis som tidligere.

Hun kravler ned fra toiletbordet og vender sig. Kigger sig selv i spejlet. Hendes blik glider over på mig.

”Det var slet, slet ikke i orden, det der. Det skulle ikke være sket. Det var et overgreb. Jeg havde ikke lyst,” siger hun, hvorefter hun med sin venstre hånd retter på sit pandehår. Få sekunder efter smækker døren, da hun forlader toilettet og vender tilbage til sine medsøstre, sikkert for at fastholde sig selv og dem i den løgn, som har afholdt hende fra dyrisk nydelse og åndelig frisættelse i så lang tid.

Jeg får trukket mine bukser på igen og kastet lidt vand i hovedet, hvorefter jeg kalkuleret forlader bygningen. For mystikkens skyld.

Hun skal aldrig nogensinde møde mig igen, aldrig vide mere om mig, aldrig lære mig og mine fejl at kende. Nu har hun det perfekte minde om mig; det er der ingen grund til at spolere. 

Et minde, som jeg ved, at hun – resten af sine dage – vil forsøge at genskabe for sit indre, når hun ligger hjemme i sin kolde ensomme seng med sin vibrator i hånden. Resten af livet vil hun jagte en orgasme, der matcher den, jeg lige gav hende, men det vil først lykkes, hvis hun accepterer sine inderste seksualdrifter, og at hun inderst inde begæres af magtfuldkommenhed. 

Optimér dine oplevelser med vores sexnoveller

Rigtig mange bruger vores sexnoveller i forbindelse med onani. Du kan få endnu mere ud af din onani ved at bruge specialudviklede produkter til dette formål.

Hvis du er mand, kan du tjekke vores oversigt over følgende produkter, der stensikkert kan øge kvaliteten af din onani:

Hvis du er kvinde, kan disse produkter øge kvaliteten af dine onanisessioner: