Låsen faldt på plads med et dumpt klik, og jeg blev stående lidt for længe med hånden på det kolde messing. Baglokalet tog pusten fra mig. Gammelt egetræ, kold cigarrøg og jazz, der sivede gennem væggen som fra en anden verden.
Gulvlampen lagde et rødt slør over lædersofaen og de to whiskyglas på det lave bord. Vi havde vundet. Otte måneders arbejde på én eneste sag, der havde ædt os begge op indefra, var forbi. Og alligevel stod Frederik tre skridt fra mig og vidste tydeligvis ikke, hvad han skulle stille op med hænderne.
Otte måneder. Så længe havde jeg holdt igen. En partner på 48 rører ikke sin 27-årige fuldmægtige — manden, der stadig lagde hvert eneste papir frem til min godkendelse hver morgen, der stadig kom til at sige De, når han blev nervøs. Hver gang han lænede sig ind over bordet og bladrede i bilag, spændte senerne sig fra håndled til albue, og det trak sig sammen i underlivet på mig. Jeg dikterede strategier med fast stemme, mens det dunkede lavt og insisterende mellem mine ben.
Efter at have ageret skulptur i et par minutter bevægede Frederik sig pludselig. Jakken gled af hans skuldre, og han hængte den over stoleryggen ved døren med en omhu, der virkede påtaget. Hans blik strejfede mit i et halvt sekund og gled så væk igen, ned mod glassene. Jeg vendte mig mod det smalle vindue, der kun viste en sodet mur, og trak vejret dybt gennem næsen. Silkeskørtet strøg blødt mod lårene, da jeg flyttede vægten.
Pauserne mellem mine pulsslag blev kortere og kortere, og i rudens mørke spejlbillede kunne jeg se, at han havde opdaget, at jeg var opstemt af begær.
Stilheden var tung af alt det, vi ikke havde fået sagt gennem otte måneders sene aftener. Jazzen dunkede svagt gennem væggen. Udenfor kørte en bil forbi, og gulvet dirrede en anelse under os. Han rømmede sig, men der kom ingen ord. Kun lyden af hans åndedræt, der nærmest lød som et højt parringskald i et rum, hvor ingen af os rørte sig.
Da jeg vendte mig og gik tilbage til bordet, rakte vi ud efter det samme glas samtidig. Vores fingre ramte kort hinanden; vi trak begge vores hænder hektisk tilbage, som om glasset, vi begge havde rakt ud efter, var glohedt. Så grinte vi kort afvæbnende, hvorefter vi rakte ud efter hvert vores glas. Whiskyen skvulpede. Jeg så ham synke, selvom han endnu ikke havde drukket noget.
„Det her burde vi ikke,” sagde jeg i erkendelse af, at vi begge vidste, hvilken retning vi var på vej i, selvom ingen af os havde sat ord herpå.
Stemmen knækkede på det sidste ord og faldt dybere, end jeg havde villet. Hele den autoritet, jeg bar i retssalen som en rustning, var faldet af mig her i det røde halvmørke. Tilbage var en ru, næsten hæs lyd, jeg knap kunne genkende.
Han svarede ikke straks.
„Men vi har vundet nu,” sagde han endelig. “Det skal vi vel fejre på en eller anden måde.” Mere var det ikke. Og alligevel lå der en tilladelse i ordene. Stemmen var dybere end ellers. Blikket gled ned over min bluse, hvor BH-stropperne tegnede sig svagt under det tynde stof, og denne gang trak han det ikke til sig.
Jeg havde forestillet mig det her i månedsvis. Hans hænder mod min hud, unge og faste, mens min egen krop bar tyngden af alle de år, der lå mellem os. Jeg havde mærket hans blik på mit bryst, når jeg lænede mig frem under sene møder, og jeg havde nydt det og opildnet ham til at æde løs af glosuppen — fordi det var farligt, og det havde jeg savnet.
Han tog et skridt frem. Langsomt, tøvende, som for at give mig god tid til at sige fra. Hans højre hånd fandt min hofte, og fingrene spredte sig let over silken. Varmen brændte gennem stoffet med det samme. Jeg trak mig ikke. I stedet hørte jeg mit eget åndedræt blive dybere og flyttede vægten en anelse ind mod ham.
Han lod hånden glide op langs min side, og fingrene fandt knapperne i min skjorte én efter én. Hver knap gav efter med et lille ryk, og han standsede ved hver enkelt, som om han stadig ventede på, at jeg ville trække mig. Jeg greb hans slips og trak det langsomt ud af kraven, mens han åbnede de sidste knapper. Min skjorte gled ned over skuldrene og landede på gulvet.
Bag min ryg fik han – med en anelse besvær – knappet min BH op, og jeg hørte hans åndedræt blive tungere, da den endelig sprang op. Brysterne faldt tungt frem og hvilede mod hinanden med den vægt. Han spærrede øjnene op og slikkede sig ubevidst om munden. Han lignede en sulten løve, der havde fået øje på en gazelle på savannen.
Han fik knapperne i sin egen skjorte op med utålmodige fingre og trak den af, og jeg så maven trække sig sammen, da han bøjede sig. Bukserne åbnede han selv og skubbede dem ned over hofterne sammen med underbukserne, langsomt, som om han ikke turde skynde sig. Pikken stod stiv og tung ud fra kroppen, årerne tydelige langs skaftet, spidsen allerede blank og våd. Jeg rakte ned og tog den i hånden, mærkede varmen og vægten — og trak ham så med mig mod sofaen.
Jeg satte mig på kanten. Læderet knirkede under mig, da jeg spredte lårene. Han gik ned på knæ mellem dem, skubbede skørtet op om mine hofter og trak trusserne til side med to fingre. Han gned spidsen langsomt op og ned mellem mine skamlæber, inden han langsomt pressede den ind. Jeg så, hvordan skaftet glinsede mere for hver gang, det gled tilbage.
Han rejste sig igen, tog fat om mine hofter og løftede mig let, så jeg kunne glide bagud på sofaen. Jeg lagde mig tilbage, og han fulgte med, støttede sig på den ene arm, mens den anden hånd greb om mit bryst. Han løftede det, mærkede vægten og lod det falde igen, så det gyngede tungt. Så gled han ind i mig med et roligt, dybt stød. Jeg mærkede, hvordan jeg gav efter om ham og tog ham helt ind, til hans hofter pressede mod mine lår.
Han begyndte at bevæge sig langsomt, trak sig tilbage, så jeg kunne se pikken glide ud, glinsende og mørkere, før den forsvandt igen. Hver gang han stødte frem, gled mine bryster op mod halsen og faldt tilbage. Jeg plantede hænderne i læderet ved siden af mine hofter for at få bedre greb og mærkede, hvordan sofaen gav efter under mig. Mavemusklerne spændte ved hvert stød, og senerne i lårene stod frem, når han pressede sig dybere ind.
Jeg kunne ikke lade være med at se på ham. Ansigtet var anspændt, kæben stram, øjnene halvt lukkede, som om han ikke helt kunne tro, at det var mig, han havde under sig. „Birgitte,” mumlede han — som om han prøvede navnet af for første gang, uden titel foran. „Hårdere,” hviskede jeg. Han stønnede lavt og satte tempoet op, og på bordet ved siden af os klirrede det ene glas mod det andet.
Han trak sig ud, rakte mig begge hænder og trak mig op. Jeg vendte mig om, skubbede glassene til side og lagde hænderne fladt på det lave bord. Træet var koldt mod håndfladerne. Han trådte ind bag mig og gled ind igen med et dybt stød, der fik bordet til at skride en smule hen ad gulvet. Hænderne greb om mine hofter og trak mig tilbage mod sig, mens han hamrede ind i mig. Brysterne hang og svingede under mig, brystvorterne strøg let mod bordkanten for hver bevægelse. Sveden løb ned ad min ryg og samlede sig i lænden, og en enkelt dråbe fra ham faldt på min hud og løb videre.
Jeg mærkede trykket stige, lårene begyndte at ryste, og åndedrættet hakkede. Han bøjede sig frem over mig, tog fat om begge bryster, løftede dem og pressede dem sammen, mens han stødte dybere. „Du er jo fucking stram,” stønnede han hæst. Jeg pressede mig tilbage mod ham og mærkede hans lår slå mod mine baller. „Kom,” hviskede jeg. „Jeg vil mærke det.”
Han stønnede dybt, stødte helt ind og blev der. Jeg mærkede pikken pulsere inde i mig, varme skud, der fik mig til at klemme sammen om ham. Et par sekunder senere kom jeg selv; det trak sig sammen i bølger inde i mig, lårene rystede ukontrolleret, og jeg stønnede med åben mund mod bordpladen. Han blev ved med at støde let, mens vi begge kom, ude af takt, indtil han til sidst sank tungt ned over min ryg.
Vi blev stående et øjeblik, hans bryst mod min ryg, hans hjerte hamrende mod mine skulderblade. Så rettede jeg mig op, og han gled ud af mig. Jeg mærkede væsken løbe ned ad indersiden af låret, mens jeg samlede skjorten op fra gulvet.
Vi klædte os på i tavshed, men det var en anden tavshed end før — lettere, næsten fortrolig. Han fik knapperne forkert i første forsøg og måtte begynde forfra, og da han nåede til slipset, ville fingrene ikke makke ret. Jeg trådte hen til ham, tog de to ender ud af hænderne på ham og bandt knuden, som jeg i otte måneder havde bundet hans procedurer sammen: stramt, præcist og uden at han helt forstod hvordan.
„Tak,” sagde han. Det var det samme ord, han brugte i retten. Det lød bare ikke som i retten.
Gennem væggen blandede jazzen sig nu med latter og klirrende glas — et sted derude fejrede resten af holdet stadig sejren, uden at nogen havde bemærket, at sagens to hovedpersoner var forsvundet. Jeg glattede hans krave og lod hænderne hvile mod hans bryst et sekund længere end nødvendigt.
„Du går først,” sagde jeg og tog mit glas fra bordet. Whiskyen var blevet lun, men jeg drak den alligevel. „Jeg kommer om fem minutter.”
Han standsede med hånden på dørhåndtaget og så tilbage på mig. For første gang i otte måneder var der ikke noget nervøst i blikket.
„Og Frederik,” sagde jeg, inden han åbnede døren, så musikken og latteren væltede ind, „på mandag siger du stadig De.”
Smilet, han sendte mig, lige før døren gik i bag ham, lovede det stik modsatte.