Tavshed i skovbrynet: Taget hårdt mod herregårdens hæk

Hver torsdag aften stod vi ude ved skellet og huggede løs på den forvredne taks, der truede med at kvæle herregårdens have. Rutinen sad på rygraden efterhånden. Rune tog sig af den tunge hækkesaks. Jeg stod for ørnenæbbet og affaldssækkene. Skovens skygger krøb altid langsomt ind over plænen i skumringen, tunge af lugten af fugtig muld og rådne blade. Vi arbejdede side om side i det svindende lys. Rakte hinanden værktøjet uden at udveksle et blik.

Så begyndte grænserne at skride. Småt og ubemærket. Når jeg rakte ud efter ørnenæbbet, trak Rune ikke armen til sig, men lod mine knoer strejfe sin svedige underarm. Ingen af os sagde et ord. 

Jeg fortsatte med at klippe de udgåede grene, mens pulsen dunkede en anelse hurtigere i min hals. 

Ti minutter senere trådte han ind over rødderne på min side for at flå et enormt brombærkrat væk. Hans hofte strejfede min. Han blev stående. Trængte mig op mod hækkens tætte mur, mens varmen fra hans krop strålede lige igennem min tynde skjorte.

Skellet mellem os og den dybe skov var intet andet end et fletværk af torne og mørkegrønne blade. Fuldt af huller, der efterlod os helt synlige fra skovbrynet. Der hvilede en foruroligende ro over herregården – den form for stilhed, der presser mod trommehinderne. Rune rakte ind over min skulder for at knække en vissen gren af, og hans brystkasse strejfede mit baghoved. Jeg klamrede mig til saksen og klippede i blinde løs af det nederste løv med tør mund. Jeg trådte ikke væk. Han bakkede ikke.

Et tykt, genstridigt virvar af døde slyngplanter havde boret sig hele vejen ind gennem midten af taksen. Jeg fik fat om roden med mine handsker og hev til. Den rykkede sig ikke en tomme. Rune smed hækkesaksen, greb fat højere oppe og lagde al sin vægt i. 

Tornene borede sig ind i hans tykke læderhandsker, mens han lagde voldsomme kræfter i, men roden holdt stand, som var den støbt fast i den rådne muld. Jeg prøvede at hjælpe til, men forgæves.

”Den klamrer sig sgu fast, som om den havde slået rødder til Kina,” fremstammede jeg forpustet og rykkede til igen.

Rune holdt inde. En kort, mørk lyd rev sig løs fra hans bryst. Et hæst, ægte grin, der skar lige igennem den stive facade, vi havde opretholdt i månedsvis. Grinet lokkede et pludseligt smil frem på mine læber. Mine skuldre sænkede sig, og spændingerne sivede ud af min krop i et berusende sus.

I det ubevogtede øjeblik slap han slyngplanten og lagde sin store hånd om min nakke.

Han trådte tættere på og maste mig ind mod taksens kradsende grene. ”Smid tøjet,” beordrede han så lige pludseligt. Hans stemme faldt til et dybt, råt leje, der sendte et varmt jag direkte ned gennem mit underliv. ”Det hele. Og bagefter tager du fat om den tykke gren deroppe – og du slipper den ikke.”

Min puls hamrede løs, da jeg flåede handskerne af og lod dem falde. Jeg trak skovmandsskjorten over hovedet, smed den på jorden, greb om på ryggen og hægtede bh’en op. Lod stropperne glide ned ad armene og kastede den efter skjorten. Hans bare hænder landede på mine hofter. Han trak mine arbejdsbukser og trusser ned over lårene, indtil jeg kunne træde ud af dem med én fod ad gangen og sparke dem fri af støvlerne.

”Dygtig pige,” mumlede Rune. Rosen ramte mit blodomløb som gift. ”Tag fat om den nu. Begge hænder. Hold ordentligt fast.”

Jeg strakte mig op og greb hårdt fat om hækkens tykkeste, vandrette gren – det stykke, vi for nylig havde flået fri for kviste. Her stod jeg. Liderlig, sårbar og klar. Fuldstændig udstillet mod den åbne skov.

Den kolde aftenluft bed i min bare hud, et splitsekund før den blev erstattet af den ru varme fra Runes hærdede hænder. 

”Giv ikke slip,” advarede han. Hans læber var brændende varme mod min bare skulder. Han kørte tommelfingeren langsomt ned langs furen i min ryg og fulgte min blottede, skælvende rygsøjle.

Hans bælte raslede bag mig. Jeg fornemmede hovedet af hans pik presse sig ind mellem mine lår, inden hele hans vidunderlige udstyr sank dybt ind i mig med ét langt stød. Han stødte helt i bund og blev der. Den ene hånd låst fast om min hofte, mens den anden gled længere ned. Han førte sin fugtige tommelfinger bagud og kørte i cirkler med et langsomt tryk, der fik mine lår til at ryste.

”Stille,” sagde han, lavt og hæst tæt ved mit øre. ”Skoven kan høre os. Ikke en lyd.”

Berøringen var let og overlagt; en lille, lys lyd slap ud af mig. Et halvt ord, afbrudt i samme sekund, det forlod mine læber. Jeg bed det i mig igen og strammede kæben for at holde flere lystfulde lyde inde.

Han gav en svag, anerkendende lyd fra sig og lirkede en finger ind i min røv. Så to. Han bevægede dem i takt med de tunge stød fra hans pik. Hvert stød skubbede mig frem mod en uundgåelig orgasme; den dobbelte udvidelse byggede sig varm og ubarmhjertig op i mig, alt imens skoven stod åben og iagttog os fra alle sider.

”Hold det inde,” mumlede han uden at bryde rytmen. ”Behold hænderne på grenen.”

Mit panser af selvkontrol krakelerede mere og mere for hvert eneste stød. Jeg lod nydelsens frådende gab opsluge mig; min ryg svajede, mens jeg så stjerner og fyrværkeri på indersiden af mine øjenlåg.

Klimakset ramte mig helt lydløst. Jeg flåede den ene hånd af grenen og førte den op foran munden på samme måde, som en kidnapper fører sin hånd over offerets mund for at dulme lyden af et skrig. Jeg borede tænderne ind i min håndflade, mens jeg mærkede behagelige sammentrækninger i underlivet. Rystelserne jog igennem mig i lange, ukontrollerbare bølger, og hver en muskel spændte op for at forhindre et eneste støn i at slippe ud i skovens stilhed. 

Samtidig mærkede jeg Runes varmes sæd, der ramte væggene i min fisse. Jeg fornemmede, at han bed sig hårdt i underlæben for at undertrykke et højt brøl. Langsomt faldt intensiteten af hans stød. Det samme gjorde hans greb om mine hofter, mens jeg fornemmede hans varme safter drive ned ad mine skedevægge. 

Efter lidt tid trak han sig ud og trådte et skridt tilbage. Lyden af stof raslede, da han lynede sine bukser og spændte bæltet. Han kastede et enkelt blik på sit ur. Det lette grin, der havde været katalysatoren til hele seancen, var for længst forsvundet fra hans ansigt, som igen havde lagt sig i alvorstunge, kølige folder. Han bukkede sig ned og samlede hækkesaksen op fra mulden. ”Vi må hellere tage resten af rækken, inden det bliver alt for mørkt,” sagde han så, som om intet var hændt. 

“Det må vi vel hellere,” sagde jeg lettere forfjamsket og gik i gang med at iføre mig mine klæder igen, mens jeg prøvede at skjule et lille smil.