Hver torsdag aften stod vi ude ved skellet og huggede løs på den forvredne taks, der truede med at kvæle herregårdens have. Rutinen sad på rygraden efterhånden. Rune tog sig af den tunge hæksaks. Jeg stod for ørnenæbbet og affaldssækkene. Skovens skygger krøb altid langsomt ind over plænen i skumringen, tung af lugten af fugtig muld og rådne blade. Vi arbejdede side om side i det svindende lys. Rakte hinanden værktøjet uden at udveksle et blik.
Så begyndte grænserne at skride. Småt og ubemærket. Når jeg rakte ud efter ørnenæbbet, trak Rune ikke armen til sig, men lod mine knoer strejfe sin svedige underarm. Ingen af os sagde et ord.
Jeg fortsatte med at klippe de udgåede grene, mens pulsen dunkede en anelse hurtigere i halsen.
Ti minutter senere trådte han ind over rødderne på min side for at flå et enormt brombærkrat væk. Hans hofte strejfede min. Han blev stående. Trængte mig op mod hækkens tætte mur, mens varmen fra hans krop strålede lige igennem min tynde skjorte.
Skellet mellem os og den dybe skov var intet andet end et fletværk af torne og mørkegrønne blade. Fuld af huller, der efterlod os helt synlige fra skovbrynet. Der hvilede en foruroligende ro over herregården – den form for stilhed, der presser mod trommehinderne. Rune rakte ind over min skulder for at knække en vissen gren af, og hans brystkasse strejfede mit baghoved. Jeg klamrede mig til saksen og klippede i blinde løs af det nederste løv med tør mund. Jeg trådte ikke væk. Han bakkede ikke.
Et tykt, genstridigt virvar af døde slyngplanter havde boret sig hele vejen ind gennem midten af taksen. Jeg fik fat om roden med mine handsker og hev til. Den rykkede sig ikke en tomme. Rune smed hæksaksen, greb fat højere oppe og lagde al sin vægt i.
Tornene flængede i hans tykke læderhandsker, men roden holdt stand, som var den støbt fast i den rådne muld. Vi flåede det værste løs og kastede lortet til side. Nu var der kun en bar gren tilbage, hvor vildnisset havde slynget sig.
”Den klamrer sig sgu fast, som om den havde slået rødder til Kina,” fremstammede jeg forpustet og rykkede til igen.
Rune holdt inde. En kort, mørk lyd rev sig løs fra hans bryst. Et hæst, ægte grin, der skar lige igennem den stive facade, vi havde opretholdt i månedsvis. Det lokkede et pludseligt grin ud af mig også. Mine skuldre sænkede sig, og spændingerne sivede ud af min krop i et berusende sus.
I det ubevogtede øjeblik slap han ranken og lagde sin store hånd om min nakke.
Han trådte tættere på og maste mig ind mod taksens kradsende grene. ”Smid tøjet,” beordrede han så lige pludseligt. Hans stemme faldt til et dybt, råt leje, der sendte et varmt jag direkte ned gennem mit underliv. ”Det hele. Og bagefter tager du fat om den tykke gren deroppe – og du slipper den ikke.”
Min puls hamrede løs, da jeg flåede handskerne af og lod dem falde. Jeg trak skjorten over hovedet, smed den på jorden, greb om på ryggen og hægtede bh’en op. Lod stropperne glide ned ad armene og kastede den efter skjorten. Hans bare hænder landede på mine hofter. Han trak mine arbejdsbukser og trusser ned over lårene, indtil jeg måtte træde ud af dem med én fod ad gangen og sparke dem fri af støvlerne.
”Dygtig pige,” mumlede Rune. Rosen ramte mit blodomløb som gift. ”Tag fat om den nu. Begge hænder. Hold ordentligt fast.”
Jeg strakte mig op og greb hårdt fat om hækkens tykkeste, vandrette gren – det stykke, vi netop havde flået fri for kviste. Her stod jeg. Liderlig, sårbar og klar. Fuldstændig udstillet mod den åbne skov.
Den kolde aftenluft bed i min bare hud, et splitsekund før den blev erstattet af den ru varme fra hans barkede hænder. Jeg snappede efter vejret, da mit bryst blev mast ind mod den nøgne bark.
”Giv ikke slip,” advarede han. Hans læber var brændende varme mod min bare skulder. Han kørte tommelfingeren langsomt ned langs furen i min ryg og fulgte min blottede, skælvende rygsøjle.
Hans bælte raslede bag mig. Det stumpe hoved af hans pik pressede sig ind mellem mine lår og sank dybt ind i mig med ét langt stød. Han stødte helt i bund og holdt den der. Den ene hånd låst fast om min hofte, mens den anden gled længere ned. Han førte sin fugtige tommelfinger bagud og kørte i cirkler med et langsomt tryk, der fik mine lår til at ryste.
”Stille,” sagde han, lavt og hæst tæt ved mit øre. ”Skoven kan høre os. Ikke en lyd.”
Berøringen var let og overlagt, indtil en lille, knækket lyd slap ud af mig. Et halvt ord, afbrudt i samme sekund, det forlod mine læber. Jeg bed det i mig igen og strammede kæben om resten.
Han gav en svag, anerkendende lyd fra sig og lirkede en finger ind i min røv. Så to. Han bevægede dem i takt med de tunge træk fra hans pik. Hvert stød skubbede mig frem mod en uundgåelig orgasme; den dobbelte udvidelse byggede sig varm og ubarmhjertig op i mig, alt imens skoven stod åben og iagttog os fra alle sider.
”Hold det inde,” mumlede han uden at bryde rytmen. ”Behold hænderne på grenen.”
Min stolthed krakelerede med hvert eneste stød. Jeg slugte det hele, mens ryggen svajede, og han opbyggede nydelsen præcis på den måde, min tavshed tiggede ham om.
Klimakset ramte mig helt lydløst. Jeg flåede den ene hånd af grenen og smækkede den for munden. Jeg borede tænderne i min egen håndflade med halsen stramt låst, mens min krop krampede voldsomt mod hækken. Rystelserne jog igennem mig i lange, ukontrollerbare bølger, og hver en muskel spændte op for at forhindre et eneste støn i at slippe ud i skovens stilhed.
Rune trak sig ud og trådte et skridt tilbage. Lyden af stof raslede, da han lynede sine bukser og spændte bæltet. Han kastede et enkelt blik på sit ur. Det lette grin var for længst slettet fra hans ansigt, og den kølige distance havde lagt sig over hans træk igen, som om han aldrig havde sluppet den. Så bukkede han sig ned og samlede hæksaksen op fra mulden.
”Vi må hellere tage resten af rækken, inden det bliver alt for mørkt,” sagde han.